< Tilbage

Europaudstillingen 201431-10-2014 - 16:21

Sidste år valgte vi ikke at rejse på Europaudstilling, da vi blev flot repræsenteret af hvalpekøbere, men i år havde vi allerede tidligt på året bestemt os for at rejse til Brno. En beslutning vi efterfølgende er meget tilfredse med... 

Tidligt fredag morgen trillede bilen fra Viborg pakket med alt det nødvendige udstyr og selvfølgelig tre hunde "Dixon", "Amigo" og "Keyla". Oprindeligt skulle fem hunde være rejst med os, men da "Frida" og "Betty" var højløbske måtte de blive hjemme. 
Efter 13 timers køretur, inklusiv en del lufteturer og tissepauser, ankom vi til vores hotel kl. 19. Hundene kom på en velfortjent gåtur og efterfølgende stødte vi til venner som ventede på os i hotellets restaurent. Godt selskab, god mad og så på hovedet i seng!

Lørdag morgen tog vi over på udstillingspladsen for at orientere os lidt om ringenes placering osv. Vi blev positivt overrasket over at finde ud af at vores hotel lå 100 meter fra selve messecenteret. En kort og kølig gåtur og efter 5 min. var vi fremme i hal P ved ring 8. Vi brugte et par timer og så bedømmelserne fra den nationale udstilling. Herefter gik turen tilbage på hotellet for at klargøre hundene til efterfølgende dag. Aftenen tilbragte vi sammen med vores sponsor EUKANUBA - vi havde en sjov aften hvor vi fik rørt lattermusklerne :)

* * * 

For sent i seng og for tidligt op! Selv med en ekstra time grundet vintertid, var kl. 5 altså først på dagen. Vi parkerede lige udenfor hallen hvor vi skulle være og kl. 7:15 var vi klar.

Bedømmelserne starede kl 9:15. Dommer for de 53 Engelske Springer Spaniels var Sigrid Jamar fra Østrig. "Dixon" Cardhu Ain't Got You, var først i ringen. Han vandt klassen ud af 11 tilmeldte og blev dermed Europa Junior Vinder 2014. Hernæst var "Amigo" Ch. Sieger's Pure Gold, for skud. Han starede ud med at vinde champion klassen og vandt efterfølgende det eftertragtede CACIB og blev Europa Vinder 2014. 

"Keyla" Ch. Lordsett White Angel var tilbage i ringen efter hendes første kuld hvalpe. Måske liiiige tidligt nok - hvalpene er blot rejst for 2 mdr. siden - men alt taget i betragtning synes vi at hun skulle med. Hun elskede at være tilbage i ringen og hun placerede sig som nr. 3 i champion klassen, efter 2 yderst nydelige hunde, så vi var bestemt tilfredse.

Hvad vi troede skulle blive dagens overraskelse var at vores lille vildbasse "Dixon" Cardhu Ain't Got You gik hen og vandt racen. BIM gik også til en junior - tæven fra Barecho.

Finalen ringen var et flot set up! Fest og farver og høj musik. "Dixon" skulle først i Gruppe 8 Junior. Dommer var Korda František (CZ) og han valgte "Dixon" som vinder af junior gruppen. Så glad og stolt! :) Hernæst skulle Gruppe 8 igang. Hvor de i junior gruppen placerede 3, placerede de 5 i den "almindelige" gruppe. Det vakte lidt usikkerhed omkring placeringerne og da de 4 første var placeret, var tanken at vi så "blot" var med mellem de 8 bedste, hvilket jo også ville have været fuldt ud tilfredsstillende... Men nej, pludseligt råbte damerne i flotte kjoler "Angliske Springer Spaniel" som vinder og det kom som noget af en overraskelse. Helt utroligt stolte var vi da vi løb mod dommeren - jeg tænker at "Dixon" ligeledes var stolt ;). Dommer var Hr. Kaspar Milos (CZ).

Kort tid efter var det tid til Best In Show. Unge "Dix" var træt. Ganske forståeligt efter en lang dag med mange nye indtryk, jeg var ligeledes dødtræt. I BIS blev 3 placeret. Vi var ikke imellem, men det gør ikke spor, vi havde i forvejen vundet langt mere end hvad vi nogensinde kunne ha' drømt om.

Et stort tillykke til de øvrige vindere på dagen.

* * *

Et overordentligt stort tak skal lyde til alle de som heppede på os, har lykønsket os eller på anden måde har været støttende. Et ydeligere tak til gode venner for en herlig tur og EUKANUBA for at tage sig så flot af os i dagene vi tilbragte i Brno.

Det største tak skal lyde til en helt speciel person. Jan Waite! Hvem havde nogensinde kunne forestille sig at du skulle sende en sådan hund i vores retning. Af hjertet TAK! Vi håber at kunne gengælde "tjenesten" senere hen.     

 

< Tilbage