Hvalp fra Sieger's

I menuen til venstre finder du vores hvalpe planer. Her finder du både det aktuelle og planlagt(e) kuld. Siderne opdateres løbende.

Hos os er det en fantastisk oplevelse når der kommer hvalpe. Til trods for vores mange år som opdrættere, har vi stadig søvnløse nætter, hvor vi våger over og iagttager mor og hvalpe, og sikrer, at alle hvalpene får den vigtige råmælk i de første døgn

Vi har i gennemsnit 1-2 kuld hvalpe om året. Det at have hvalpe er en stor opgave, som vi ikke tager let på. Hvalpene fødes og bor de første tre uger i vores soveværelse. Her er de sikret mest mulig ro. Efter tre uger bliver de flyttet ud i køkkenet og sidenhen til hvalperummet, der støder op til køkkenet. Her får de en vigtig indsigt i hvordan hverdagen forløber når det gælder dagligdagens mange lyde. På den vis er de godt rustet til at påbegynde et nyt liv i deres nye familier.

Hvalperummet har egen udgang til vores terrasse, der i de uger hvalpene bor hos os, er omdannet til hvalpelegeplads. Her sørger vi for at tilbyde dem forskellige aktiviteter, der styrker deres motorik og selvtillid. Det kan være legetøj, kravlerør, sandkasse med aktivitets kugler og andre sjove ting og sager.

Vi bruger megen tid på at socialisere og motivere hvalpene. Vinger af duer og fasaner bliver fundet frem, og som hvalpene er ældre, tager vi gerne en tur til sø og skov. Vores fokus er på at gøre hvalpene til mentalt sunde individer, der er klar til at møde livets udfordringer med højt humør.

Hvalpene sælges både til jægere, familier og til de med udstillingsambitioner. Springerens all-round egenskaber gør, at den er lige egnet til alle aktiviteter. Der er således springer spaniels der er aktive bombe og narkohunde, da de har en fantastisk lugtesans.

Vi ser gerne at hvalpekøberne besøger hvalpene flere gange inden de er klar til at flytte hjemmefra i en alder af 8 uger.

I samråd med de kommende ejere, vælger vi den rigtige hvalp til den rigtige familie. Vi kender hver enkelt hvalps kvaliteter og har fulgt dem tæt i deres første otte uger. Derfor ved vi hvor aktiv den er, hvor den ligger i hierarkiet samt dens evner som spontan apportør og dens eksteriørmæssige kvaliteter.

Alle disse aspekter er vigtige at tage i betragtning, når man skal sige noget om, hvordan hvalpen vil udvikle sig i fremtiden.

Når hvalpene rejser hjemmefra er de naturligvis;
- chip-mærket
- besiddelse af DKK stamtavle
- gennemgået et dyrlægetjek
- fået ormekur og deres første vaccine
Der medfølger også en sundhedsbog fra dyrlægen.

Yderligere medfølger der en hvalpepakke fra CORE, indeholdende foder og vejledning til hvalpens første uger i sit nye hjem. Vi har lavet en lille "Tillykke med din nye hvalp" bog som bør give jer et godt indblik i hvordan hvalpens hverdag har fungeret før afhentning, og ligeledes guide jer i jeres fremtidige fælles tid. Den kan sikkert også besvare evt. spørgsmål - ellers HUSK, at vi blot er et opkald væk. Selvfølgelig får hvalpen også et legetøj, et tæppe eller andet med, som dufter af dens søskende. Jeres hvalp er ligeledes nytrimmet og nybadet når I henter den.

Vi ønsker at holde telefonisk kontakt med vores hvalpekøbere og vi elsker at modtage billeder af hvalpens trivsel og hverdag.